Downtown Las Vegas - The place to be

En foodies guide til New Orleans

New Orleans – en foodies paradis

New Orleans er en by som slet ikke kan sammenlignes med andet der findes i USA. Det er klart den mest europæiske by jeg nogensinde har set i USA og hele byen er en stor sammensmeltning fra mange verdens hjørner. New Orleans var under fransk styre i næsten 100 år og det ses og høres meget tydeligt. Gadenavne, maden, kagerne, områderne osv. har vældig meget fransk islæt fortsat og det er faktisk ret charmerende at se på:) New Orleans, som ikke udtales som alle os danskere er vilde med at sige, New Orleeeeeeeeans – Nej, det hedder New Or’lens – gerne sagt lidt hurtigt, mumlet som om du har en kartoffel i munden. NOLA (New Orleans Louisiana) og Big Easy er kælenavnene og du ser det overalt på skilte rundt omkring byen. Her er mine anbefalinger til en brøkdel af deres fantastiske restaurant udvalg.

Café du Monde

Hvis der er noget ALLE turistguides anbefaler dig at prøve, så er det beignets fra Cafe Du Monde. Det udtales ben-yay! Cafe Du Monde har flere lokationer i byen og jeg anbefaler den der ligger ved shopping centeret Riverwalk ud til vandet. Her er stille og roligt og ikke flere hundrede mennesker i kø som der er ved andre af byens lokationer. Hvis du kommer tidligt kan du endda sidde udenfor og nyde udsigten over vandet og den flotte bro. Beignet er sådan en donut/klejne fusion drysset til med flormelis. De smager super godt og kommer i portioner af 3. De er semi store og vi var glade for bare at dele 1 serving da det godt kan blive lidt tungt med sådan en friture basse:) Her kan du også få kaffe, så det er et hit til morgenmad eller når du har behov for en lille snack og et hvil i løbet af dagen.

Killer PoBoys 

Po-Boys er en traditionel sandwich type fra Louisiana – oprindeligt hed den poor-boy og blev serveret til frokost for fattige arbejdere. Den sprøde baguette er dog fortsat populær og kan fås på hvert et gadehjørne. Vi var vilde med den hos Killer Po-Boys. Her går de meget op i ingredienserne og kødet er fra farme i nærheden, økologisk og grøntsagerne er sprøde og smagfulde. Det er ikke traditionelt fyld du får herinde – de har mange lækre kombinationer. Vi prøvede Seared Gulf Shrimp som var store rejer marineret i chili mayo, med masser af koriander, radisser, gulerødder og agurk. Meget let og frisk:) Er du til den mere tunge udgave prøvede vi også Black Beer Beef som var lækkert mørt trevlet oksekød marineret i øl og krydderier med grønne bønner og jalapenos. Mandefavoritten;)!

Cochon Butcher – sWine Bar & Deli

Det her er et mega fedt sted! Her har du en slagterdisk med alle mulige specielle udskæringer og delikatesser OG de har den fedeste bar og restaurant inde bag ved. Jeg synes virkelig at det er en fed kombination. Du har alle råvarerne, så hvorfor ikke også åbne en restaurant og servere lækre pølser, burgere, snacks og øl? Vi var vilde med det! Hvis vi boede i NOLA ville det her blive et fast hang-out place for os. Vi fik deres take på en Big Mac som hedder Le Pig Mac – ret sjovt. 2 bøffer af svinekød og ellers ligner og smager den som en Big Mac som vi bedst kender den – ret lækkert! Vi fik også smagt deres take på en Muffaletta sandwich som også er meget autentisk fra New Orleans. Den bliver serveret i et rundt brød med oliven, smeltet ost, mortadella, salami og skinke – en seriøs mundfuld;)! Vi var her til frokost men jeg kunne sagtens forestille mig her var mega meget gang i den til aften også.

Coop’s Place 

Virkelig autentisk sted som ikke er en turistfælde. Her kan du få gumbo, Jambalaya og alskens andre specialiteter som jo skal prøves når man nu er i sydstaterne. Du kan ikke reservere bord og folk står ofte i lange køer udenfor. Det er ikke et sted man sidder og hænger hele aftenen. Ind, en øl på bordet – bestilling med det samme, spis og ud:) Ikke lige en danskers favorit, men det er sådan de tjener penge og sådan mange amerikanere kan li’ det;) Vi prøvede en skål Gumbo (ikke lige min favorit, men er glad for jeg har smagt det – det er mere suppe agtigt end jeg havde forestillet mig) Jambalaya derimod var jeg vild med. En risret med kylling og seafood og risene kommer i en tomat sauce der er meget spicy:) Det er ikke lige det mest insta venlige lys eller mad for den sags skyld, men stedet var fedt og der var udelukkende lokale herinde.

Carmo

Carmo kom vi tilfældigt forbi på vej til koncert med Ed Sheeran. Vi gik rundt i området ved vores hotel og lavede pubcrawl på vej ud mod arenaen. Vi fandt først en plet i solen på en lille bænk udenfor hvor vi fik en lækker cocktail. Inden vi havde set os om fristede duften fra køkkenet for meget og vi rykkede indenfor og fik de lækreste tun sashimi retter. Det smeltede på tungen. NAM:)

Commanders Palace

Commanders Palace er et af de mest ikoniske spisesteder i New Orleans. Restauranten er virkelig gammel – 125 år! Ligger ude i Garden Distrikt som er et fantastisk område med de flotteste store herskabelige huse og er malet i en flot turkis farve. Det er svært at bestille bord på nettet, hver gang jeg prøvede var der ikke plads. Men hvis man ringer dertil får man hurtigt et bord. Vi var derude en fredag til frokost og der var fuldt hus! Der er dresscode og du kommer ikke ind i shorts og flip flops. Tag dig i aircon agt – der er koldt! Så en trøje og lange bukser er perfekt. De har fra mandag-fredag 0.25cent martinis, hvis du kommer til frokost. Ja, du læste rigtigt. 1,5kr for 1 martini og der er ikke sparet på sprutten! Du kan vælge imellem 4 forskellige varianter – jeg var mest til den klassiske eller cosmopolitan, de 2 andre smagte meget syntetisk og passer ikke super godt til lækker mad efter min mening. Du kan maks købe 3 per person og det er også rigeligt;)! Det er et sted med hvide pressede duge, tjenere overalt, lækker mad, ejeren går rundt til alle borde og spørger om alt er vel og får sig en hyggelig snak med gæsterne, de spørger dig om du fejrer noget specielt når man ankommer, hvis ja får du de grimmeste farvestrålende balloner ind til bordet – they love it over there. Maden var virkelig god og portionerne var til at spise og ikke særligt normal amerikaner størrelse, hvor man nærmest ikke kan spise halvdelen:) Meget anbefalelsesværdigt!

Lafitte’s Blacksmith Bar

Der sniger sig lige en enkelt bar ind på min foodie liste – ikke fordi det er den vildeste bar jeg har prøvet, men fordi den her er virkelig ikonisk. Den ligger på den virkelig lidt charmerende Bourbon street og det siges at lige præcist dette sted er den allerførste bar, der serverede spiritus i USA. Hvis du skal have et par øl på Bourbon street så gå her til:)! Her er masser af historie og charme og hvis du er der midt på dagen kan du sidde udenfor og drikke din øl i solen. I New Orleans må du gå med din øl på gaden, det er amerikanerne helt oppe at køre over. Det må man meget få steder, så der er et væld af fulde folk på gader og stræder. På hver en bar du går ind for at bestille en øl spørger de dig om den er til at drikke her eller til at tage med. Hvis du vil have den med hælder de den op i et plastik krus. Lidt sjovt:)!

New Orleans er et food mekka uden lige og de går vanvittigt meget ud for at spise. Her er hundredevis af lækre restauranter – glæd dig! Og god tur til dig der er på vej;)!

Kh Maj

Følg mig på Instagram og Facebook

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Downtown Las Vegas - The place to be