Esperance - mikrobryggeri, galopløb og uendeligt smukke strande 🏖️

Lucky Bay – Stranden med kænguruerne ❤️🇦🇺

Jeg har GLÆDET mig I 3 år til at gense denne strand. Vi var her på vores sidste Australiens tur for næsten præcis 3 år siden og jeg har drømt om at komme tilbage lige siden. Der er bare noget specielt over dette sted. Det kridhvide knasende sand kombineret med turkist blåt krystalklart vand og kænguruerne som hænger ud ved siden af din campervan og som også gerne hopper en tur ned på stranden. Det er ganske enkelt unikt og ikke noget man ellers oplever i denne kombination rundt omkring i Australien.

Cape Le Grand National Park

Fra Esperance, som er den største by i nærheden er der ca. 1 times kørsel til parken. Man skal betale for at komme herind, ligesom i rigtig mange andre nationalparker. Vi købte et 5 dages pas til 25$, ønsker du blot 1 dag koster det 15$. Man kan også købe månedspas, men for os kunne det ikke svare sig her.

Der er 2 campsites at vælge imellem, Le Grand som har 14 pladser eller Lucky Bay der har 56. Lucky Bay har kænguruerne, det har Le Grand ikke og derfor vil vi hellere bo her til trods for flere mennesker. Man booker sin plads online og det er så rart at de har gjort det muligt! Siden 1 november 2018 har det fungeret sådan og jeg synes det er virkelig rart ikke at skulle køre herind i uvished. Sidste gang vi var her var vi bare mega heldige at der var plads da vi kom frem.

Vi fik et rigtig godt campsite da vi kom ved 9.30 tiden. Plads nummer 18 med udsigt over vandet – ikke dårligt 🙂 At der så også var 2 kænguruer der lagde sig ind i skyggen lige på vores site da vi ankom gjorde heller ikke noget dårligt for oplevelsen.

 

Sup tur med kænguru som tilskuer

Vi havde hjemmefra drømt om at bruge sup boardet her og tage billeder med dronen. Dronen fandt vi hurtig ud af at droppe lige på det tidspunkt da det var vældig windy og der var lidt for mange mennesker. Boardet tog vi ud og tog det almindelige kamera med og vi var så heldige! Lige da Torben padlede afsted spottede vi en kænguru på en klippe for enden af stranden. Vi sejlede derned og sagde hej og den så ud til at synes det var halvsjovt at nogen sejlede hen til den ❤🇦🇺😍

 

Vandretur fra Lucky Bay til Thistle Cove

Der er et par andre strande i nærheden af Lucky Bay og Thistle Cove er en af dem. Man kan gå fra den ene strand til den anden via stier, sten, krat og bjerge. Det var en tur på 4 km i alt og det tog ca. 45 min hver vej. Det var halv hårdt af og til og man skal have helt styr på sin balance på denne tur! Udsigten undervejs er fantastisk.

Vandet heromkring er fyldt med små øer af en underlig sten art der blot ligger øde hen og de pryder virkelig billedet. Så smukt! Thistle cove er en fantastisk strand og ønsker du at være et sted med færre mennesker end ved Lucky Bay så er dette stedet, du kan sagtens være heldig at få stranden til dig selv. Man kan også sagtens køre dertil på asfalt vej.

Frenchman Peak hike

En anden vandretur vi tog var turen op til toppen af Frenchman Peak. Bjerget er kun 262 m høj, men der er ikke nogen sti op af bjerget dvs. du klatrer lidt som en bjergged 🐐 Det var en super god tur, men også virkelig hård. Især ned af da der ikke på den måde er noget at holde fast i.

Det bliver klassificeret som noget af det hårdeste du kan og de foreskriver man sætter 3 timer af. Det er dog alt for meget, vi brugte 1, 15 t op og ned og vi holdte pauser undervejs og nød udsigten på toppen. På toppen er der fantastisk 360gr udsigt både til Lucky Bay, Esperance osv. Er du i ok form kan denne tur kraftigt anbefales 🙂

 

Lucky Bay Beach

Der er ofte en del mennesker i starten af stranden. Der er også oftest her ar der er kænguruer, så det er klart at der er en del, der gerne vil opleve dette. Vi fandt dog ud af på denne tur at du kan finde noget af det smukkeste vand vi nogensinde har set! Hvis man går helt ned i den modsatte ende end hvor man kom ind, ligger der 2 små bugter, hvor det virker som om ingen kommer.

 

Her havde vi det hele for os selv og der var så smukt. Det er nok noget af det flotteste vi nogensinde har set. De røde sten, det blå vand, der kridhvide sand og grøn beplantning i en højere enhed ❤

 

Dronen fik vi også luftet her midt på stranden, hvor vi ikke generede nogen. Jeg tror ikke sådan noget strand landskab findes flottere end her 🌏❤

 

Kænguruerne på stranden

Det vigtigste her og grunden til at dette er mit absolut yndlingssted er kænguruerne. Du kan finde strande ligeså flotte som denne andre steder i området, men de har altså ikke kælne kænguruer hoppende på stranden. Der er ikke et normalt scenarie og bestemt ikke noget du finder særligt mange andre steder i Australien.

Lige nu er der Joey sæson, det betyder, at stort set alle pungdyr har unger pt og det er simpelthen så mega cute 😍 Alle pungdyrs unger hedder Joey, uanset køn og art;) Kænguru mødre har ofte 2 Joey’s omkring sig. En hel lille, der lige har lært at hoppe rundt og en lidt ældre unge, der ikke er helt stor nok til at klare sig selv. Om et par måneder må den store klare sig selv og mødrene gider ikke at have noget med dem at gøre. Så det er med at nyde at man fortsat er i mummy’s smørhul ❤

Kænguruerne er meget tamme her og man kan sagtens nusse dem, klappe dem, tage selfie med dem osv. De bærer præg af at folk fodrer dem, hvilket er strengt forbudt da vilde dyr ikke skal have menneske mad. Så der er både godt og skidt med dem så tæt på mennesker. Der er masser af mad til dem i området så jeg håber snart at folk lader være så de ikke ender med at blive syge. Det er ikke normalt ellers at man kan komme så tæt på en kænguru i det fri, normalt flygter de når de ser dig.

Deres pels er super blød og de er meget nysgerrige og virkelig søde. De kortarmede søde væsener er virkelig kommet ind under huden på os og vi elsker at de bare hopper rundt imellem os på stranden, ved camperen, når man skal ned med skrald osv.

Dette er mit absolut yndlingssted i Australien og jeg er spændt på om jeg ændrer mening på vejen videre rundt 🙂 Vi regner med, at det er slut for nu med de her helt kridhvide strande med det mest paradis agtige vand man kan forestille sig, men hvem ved – syd Australien venter snart om hjørnet og vi er meget spændte på hvad der venter os i denne region vi ikke har udforsket særlig meget.

Nu først 3 dage på Nullarbor, som bliver en laaaaang tur 😍 Farvel til Vest og hej til Syd Australien 🇦🇺

Kh Maj

Følg mig på Instagram og Facebook

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Esperance - mikrobryggeri, galopløb og uendeligt smukke strande 🏖️