Bunbury - vores første stop på vores vej Australien rundt

Velkommen til vin paradiset – Margaret River 🍷

Området omkring Margaret River kan virkelig det hele. Her er smukke strande, vinmarker så langt øjet rækker, skove, en hyggelig by og ikke mindst masser af wildlife. Alt det vi godt kan li’ på et sted, det er perfekt!

Injidup Beach – findes ikke flottere 

Der er strande overalt, så det at vælge et sted at køre til er virkelig svært. Vi har kørt turen et par gange så vi gik efter steder vi ikke har været før og holy moly en strand der ventede os som vi var helt uforberedte på, var Injidup Beach. Turen dertil kørte vi fra Busselton og det fede ved dette område er at tingene ligger super tæt. Du kan være på den smukkeste strand med ingen mennesker og 15 min senere står du på et verdensklasse winery… Lækkert!

Der er for det meste gode veje rundt og parkeringspladser ved stort set alle strande. Vi har haft dronen i luften her og den kommer virkelig til sin ret ved så smukke strande og kyststrækninger der er her i Australien.

Det vi virkelig elsker ved Vest Australien er at der ingen mennesker er. At man kan komme til en verdensklasse strand og være de eneste mennesker der, er absolut fantastisk. Vi kunne allerede se fra vejen at der var noget særligt der ventede os og da vi kom til p pladsen og så vi var de eneste blev vi mega glade 🙈😊🙏

 

Denne strand er helt klart en af de flotteste vi nogensinde har set i hele Australien. Havde vandet været lidt roligere havde vi helt klart haft sup boardet i vandet. Men det må vente til en anden dag. Efter lidt strand tid kørte vi mod vinsmagning.

Vasse Felix Winery 

Vi havde booket en 1.5 times vin tur på Vasse Felix. Vasse Felix var de første der plantede vinstokke i Margaret River i 1967 og dette Winery er nok det flotteste og mest imponerende vi har set i hele Australien. De er helt nede på jorden her selvom de sælger nogle rigtig dyre vine og der er intet snobbet over stedet, hvilket for os betyder meget.

Vi startede ud med at gå ned i deres kælder, hvor vi fik lidt historie omkring stedet og ejerne og også så deres gamle vine. De har gemt en vin fra hvert år og de er udstillet så man kan se dem bagved glas. Inde bagved er det ejernes private collection der er på køl. Det er ret stilet 🙂

Vi gik bagefter ud i vinmarkerne og så hvordan de små druer er på vej. Vi så blandt andet den først plantede række Cabernet Sauvignon, derfor har den nummer 1 på skiltet og er nu 52 år gammel. Druerne fra disse rækker kommer i deres topvin Tom Cullity, som koster 180$ per flaske og som vi senere fandt ud af smager fremragende 🍷

Vi kom med over i produktionen, hvor vi både så deres lager af hvidvin og rødvin. De har sindssyg mange vintønder liggende og der dufter himmelsk sådan et sted. Vi fik vist forskellige tanke, forklaret hvor lang tid hver vin trækker i både stål tanke og egetræs tønder. Vi bliver klogere og klogere på det dersens vin og turen var rigtig spændende😍

 

Vi sluttede af med vinsmagning og lidt lækre snacks ovre i deres restaurant 🍷🙏 Turen her er super anbefalelsesværdig!

Gourmet village – foodie festival 

1 gang om året afholder Margaret River en rigtig foodie festival som tiltrækker folk og kokke fra hele verden. René Redzepi fra Noma har f.eks. været med for nogle år siden. Der er forskellige arrangementer og workshops man kan købe billetter til og der afholdes også et kæmpe event på et Winery som vi fik billetter til. I år holdte det til på Leeuwin Estate Winery og hold nu op et sted. Vi fik et lift af nogle andre fra vores campground, der var kørt fra Perth hertil for at være med, så det var perfekt for os.

Stort set alle vingårde er med her på hver sin stand, her var en masse forskellige øl bryggerier, bagere, restauranter osv hvor man kan gå rundt og få smagsprøver af både vådt og tørt. Ved indgangen betaler man 3$ for et vinglas som du beholder hele dagen – det var super smart 🙂

Jeg elsker australske events som dette. Alle folk dresser up, tager hatte og kjoler på og det mindede os lidt om Melbourne Cup vi var til for et par år siden (meget berømt galopløb). At temperaturen runder de 30 grader gør selvfølgelig også lige det hele noget mere eksotisk! De gør super meget ud af alle stande, har lavet forskellige ginbarer og øl barer og man kan købe lækkert lokalt mad ved små stande.

 

Vi havde en super god lørdag og hyggede os rigtig meget. Vi havde sørget for at bo på en campingplads 5 km herfra og ejeren var så sød at hente os så vi ikke selv skulle køre hjem – mega fedt! 😊

Jarvis Estate Winery camping 

Noget af det lidt mindre fede ved at være i vin himmelen med hundredvis af forskellige wineries at besøge, er at vi jo skal køre i vores campervan bagefter. Så Torben kan ikke rigtigt smage vin på de forskellige steder når han også skal være chauffør bagefter. Derfor har jeg ledt med lys og lygte efter en vingård som tillader at man camperer der. Og jeg fandt et sted! Jarvis Estate Winery 🙂 Man kan booke 1 nat her og bo lige i vinmarkerne for 15$ per nat. Super deal! På den måde kan man smage vin og samtidigt overnatte, så det gjorde vi. Vi smagte alle deres vine, plus de også laver deres egen portvin og limoncello. Vi købte en flaske rosé og en flaske rødvin efter smagningen og kørte ned for at parkere vores van 🙂

Vi fløj lidt med dronen over vinmarkerne og lavede mad i vores køkken. Grydestegt kylling med mormor salat, hjemmesyltede agurker, kartofler og sovs. Det var dælme lækkert 😋 Det var ret fedt at drikke en vin med udsigt til vinmarkerne, hvor druerne kommer fra og er blevet lavet imens vi holder parkeret få meter fra vinstokkene.

Nu går turen mod sydøst og vi glæder os til flere paradis strande og dyreliv 🙂

 

Kh Maj

Følg mig på Instagram og Facebook

1 kommentar

  • VenterPaaVinBlog

    Hold op, det ser skønt ud – sikke en masse oplevelser 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bunbury - vores første stop på vores vej Australien rundt