Kurs mod Makatea - en lille klippeø in the middle of nowhere

Ankommet til Tikehau – Palme atollen i det turkise vand 🌴🌴

Efter en lækker uge på Makatea, hev vi ankeret op en helt tidlig morgen og satte kursen 50 sømil stik nord og sejlede afsted mod nye oplevelser. Det kan virkelig anbefales med tid, for havde vi ikke haft god tid havde vi heller ikke brugt 1 hel uge på Makatea. Det er skønt med tid til at læse bøger, høre musik, spille spil, dykke, kigge efter hvaler og selvfølgelig optager ens pligter med mad og rengøring også en del tid på Atlas. Vi er nu halvvejs igennem togtet og hvor havde det bare været fesent hvis vi kun havde valgt et 1 måneds togt, vi er først ved at komme rigtig ind i det hele nu 🙂

Sort Sol på havet 🦅

Sejladsen gik over al forventning, ingen blev søsyge og vi skød næsten 9 knob hele vejen. Det er ret godt kunne jeg ligesom fornemme på sejlerne 😎 Vi var fremme ved middagstid og langt før planlagt tid. Vi så en kæmpe stime fugle på havet, der mæskede sig i en stime af små fisk og det stod på i næsten 1 time. Det lignede nærmest sort sol på havet! Der var sort af fugle som blev i sin cirkel og som konstant fløj ned i vandet med en høj fart for at få en lille fisk i næbbet. Det var ganske underholdende at se og vi sejlede efter dem i lang tid. Mest i håbet om at der ville være en stor fisk der bed på, men det skete dsv. Ikke!

Passet i atollen vi skulle igennem kan kun sejles med store både når tidevandet og strømmen er helt rigtig. Så vi sejlede op og ned af atollen pænt mange gange før det lykkedes os at sejle igennem uden problemer.

Tikehau atollen 

Tikehau er en ringformet koral atoll, som består af rigtig mange øer. Her er 80km hele vejen rundt og 28km i diameter. Indbyggertaller siger 530 og her findes en lufthavn og ca. 10 små guest houses fordelt over forskellige øer. Vi smed anker nordvest på for at være i nærheden af det passet, hvor man sejler ind i atollen – her er der nemlig fantastiske strøm dyk.

Palmer über alles og masser af hajer 

Atlas ligger for anker i en smuk bugt midt i atollen. Her er små palmebeklædte øer så langt øjet rækker og her er fuldstændig uberørt. Der er lige et blik skur inde på den ene ø vi kan se og et par træhuse på den anden ø. Det er det. Vi er on & off den eneste båd og det føles som om vi er de eneste mennesker her. Der er helt vildt meget marine aktivitet her. Der er fisk og hajer overalt ved båden. De har hurtigt fundet ud af at der er masser af madrester fra 13 mand ombord så, så snart der er madrester vrimler der med fisk og hajer lige nedenfor båden.

Vi tog vores sup boards og sejlede ind til land en dag for at se palme lunden. Jeg har aldrig set så mange palmer, kokosnødder og nye palmeskud på vej som her. Det er palme paradis og vi tog et par kokosnødder med til båden som vi skar ud med en machete. Udover palmer har de det klareste vand, blødeste sand og fisk i stimevis. Når jeg skriver de mener jeg de små øer her omkring os 🙂 Solopgangene og nedgangen her er også helt ok! Det er første sted vi rent faktisk har kunne se solen stå op da der ikke er bjerge på Tikehau.

Blæksputte jægerne!

Vi mødte nogle lokale som vi kunne se brugte blæksprutter til madding og de fortalte at der er blæksprutter at fange i en lille rev passage imellem 2 øer. Det ville vi lige tjekke ud og vi svømmede derover en tidlig morgen. Vi vidste ikke helt, hvor vi skulle lede men vi startede blot fra en ende af i det lave vand fyldt med strøm, fisk, muslinger, skaller og koraller. Efter Ca. 1 time fandt vi den første. Øjnene kiggede lige ud af dens hule på det forkerte tidspunkt og vi tog et spyd ind og fik efter en lang kamp hevet den ud. Når jeg siger vi, så var det ikke mig der gjorde det! Det var vores styrmand Marc der var Rambo og fik den hevet ud imens der var blæksprutte arme og kamp ud over det hele. De er stærke de sprutter og virkeligt svære at hive ud. Mængden af blækken den afgav var helt enorm! Der var en sort sky af blæk i flere sekunder indtil den gav op 🦑 Da vi først havde spottet den første gik der ikke lang tid før vi fandt nummer 2 og nummer 3. spottede jeg på vejen hjem 🙂 Mega fedt med 3, 8 armede blæksprutter der nu er i fryseren og venter på at jeg har maddag næste gang.

Så kom der fisk på bordet 🐠

Her er det vildeste marineliv. Vi har haft nogle fantastiske strøm dyk med alt fra store hajer til kæmpe napoleon fisk, der er gigantiske stimer af farvestrålende fisk, store tun, fisk vi slet ikke kender og lærer navnene på og og og – vi er begyndt at fange vores egne fisk! Vores helt egen spearfish hunter var ude for et par dage siden og skød en stor African Pompano og en blå Papegøje fisk. Det var den lækreste aftensmad vi fik ud af det. Først cevice af pompanoen med lokal papaya og lime og derefter grillet papegøje fisk, som også smager helt fantastisk.

Mantas I sigte!

Yay! Vi har dykket med mantarays 😍😍 Jeg havde fuldstændig afskrevet muligheden for det her, de er nemlig normalt mere repræsentative længere oppe nord på ved Marquesas øerne. Men vi havde hørt en lille fugl synge om Mantas et sted i den anden ende end hvor vi bor, og vi sejlede afsted en tidlig morgen for at tjekke det ud. Vi satte kursen mod “byen” så vi både kunne gå lidt i land og samtidigt dykke ved Manta Point. Da vi kom ud til en bestemt koral formation og hoppede i lå der allerede en sød Manta Ray under os med 3 fisk på maven der sugede alger og andet snavs væk fra mantaen. De har altid visse steder, hvor rokkerne bliver renset, man kalder dette for en cleaning station og det var det vi havde med at gøre her. Det var et fantastisk gensyn!

Vi svømmede rundt med 4 Mantaer I næsten en time, det var helt fantastisk. Vi var en halv meter fra dem og de var super rolige. Vi legede rundt med dem på hele vores dyk og de var der hele tiden så os 4 dykkere kunne nærmest følge vores egen manta konstant og tage billeder af dem. Det er helt klart det bedste møde og dyk jeg nogensinde har haft med de store, sorte, majestætiske dyr. Det var fantastisk og vi slog kollebøtter af glæde under vandet og kunne slet ikke overskue at skulle op igen da luften i tankene var tomme.

Efter vores dyk tog vi vores sup board i land, vi fandt en frokost restaurant i blandt den smukkeste palmelund på stranden. Det er helt vildt så mange palmer der er, de er seriøst overalt. Jeg elsker palmer, det er for mig essensen af et eksotisk land 🌴 Vi bestilte noget lækkert tun og nød at være lidt væk fra båden og på land-date ❤

Deep diver certificerede med hajer som tilskuere 

Vi har fået færdig gjort vores deep diver uddannelse her på Tikehau. Det betyder at vi nu er certificerede til at dykke ned på 40 meter. 40 meter lyder af meget, men man kan vitterligt ikke mærke forskel om man er på 20 eller 40 meter. Jo dybere du er, jo flere chancer er der for at se større hajer så det er primært derfor vi har taget det.

Vi var super heldige på vores sidste dyk i deep diver kurset, lige da vi kom ned på 40 meter cruisede der 3 store Silvertips hajer rundt. Det er en seriøs haj! Ikke noget med de små rollinger der svømmer rundt ved vores båd, her har vi med et stort ansigt og en tyk mave, lang hale og et evil face at gøre 🙂 De er dog helt ligeglade med os, så vi nød blot deres tilstedeværelse. For at det ikke skal være løgn har vi simpelthen også set en hammerhaj her. Den var kæmpe stor og kom svømmende ud af det blå forbi os. Normalt snakker man jo ikke sammen under vandet, men når der kommer noget absurd fedt forbi og den første opdager det dinger man med en metal stav på sin flaske så alle ser op og ser det der nu kommer forbi. Derudover kan man høre folks begejstring igennem regulatoren, der er hujen og dansen under vandet når man ser noget godt og nyt – det er ret sjovt 🙂

 

Tingene ændrer sig hurtigt på en båd

Der er noget der går i stykker konstant på en båd som hele tiden har så mange gæster ombord som her. Meget af det er små ting som Torben fikser i en ruf, men andet er noget sværere at fikse uden reservedele. Der er super mange reservedele ombord, men det er umuligt at have et lager af alt ombord. På vej ud på et dyk en dag mistede rattet forbindelsen til motoren på vores gummibåd, der var et kabel der var slidt i stykker. Det var ikke lige noget vi lå inde med dsv! Torben fiksede først en Storm P løsning med halvdelen af en sup board pagaj som blev spændt fast til motoren som vi har styret gummibåden med de sidste par dage når vi skulle ud at dykke. Problemet videre frem med den løsning er at det ikke duer når der er vilde bølger og meget strøm, hvilket der kommer på de næste destinationer. Så der måtte bestilles en reservedel fra Tahiti som er blevet sendt med fragtskib til Tikehau og som Torben skal have montoret når vi kommer til Rangiroa. Det var virkeligt besværligt at få det hele til at gå op i en højere enhed, men det lykkedes heldigvis til sidst og vi er safe for now 🙂

Efter 11 dage på Tikehau sætter vi nu kursen mod Rangiroa og ser frem til nye oplevelser, hajer, palmer og flot vand under båden. See you another time Tikehau! You have been amazing 🌴🌴

Kh Maj

Følg mig på Instagram og Facebook

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kurs mod Makatea - en lille klippeø in the middle of nowhere