En weekend i Auckland fuld af vulkaner, gode udsigter og lækker mad!

Nye oplevelser i Auckland
Vi har nu været i Auckland i et par dage og er så småt ved at vænne os til tidsforskellen. Fredag dag føltes seriøst som verdens længste dag og sjældent har jeg da været så zombie agtig som jeg var fredag. Det er hård kost at lande kl. 4 om morgenen når det hjemme i Danmark svarer til kl. 18! 🙈🙈 Vi klarede at holde os vågne hele dagen og gik først i seng kl. 19.30 hvilket virkelig har hjulpet os resten af weekenden.
Da vi ankom hoppede vi i en Uber i lufthavnen og fik med nød og næppe alle vores tasker pakket ind i bilen med bagsædet i brug 😅 Det gode ved dette tidspunkt var at morgentrafikken ikke var begyndt endnu og det tog derfor kun en halv time at køre til vores venner der bor i bydelen Ponsonby. Vi fik os en kop kaffe og tog os et bad og begyndte at føle os lidt levende igen efter den meget lange tur fra DK.
Hjemmefra havde vi bestilt et sup board på nettet som vi skulle hente på et lager. Vi lånte vores venners bil og kørte afsted og Torben klarede det i stiv arm med venstrekørslen:) Boardet ser super fint ud så det var perfekt at få på plads. Vi spiste frokost på den lækreste Japanske restaurant i Ponsonby – Azabu hedder den. Jeg var helt vildt overrasket over hvor proppet der var en fredag formiddag til frokost! Der var 1 ledigt bord som vi fik. Vi fik de lækreste dumplings, sashimi, salater og ikke mindst lammekrone. Det er det bedste lam jeg nogensinde har smagt – yummy! Jeg tog dsv ingen billeder da der var virkelig mørkt indenfor. Vi brugte det meste af eftermiddagen på at købe dele til båden som vi tager med til Tahiti. Vi spiste lidt let aftensmad inden sengen kaldte på os kl. 19.30.
Devonport – den hyggeligste bydel
Vi ville gerne se noget nyt denne gang i Auckland så vores venner anbefalede os at tage en færge til Devonport inde fra CBD. Først hoppede vi på et løbehjul fra Ponsonby ned til færgen, det var skide sjovt og tog Ca. Et kvarter. El-løbehjul må køre 28km/t her vs. 21 derhjemme, det var en forskel der kunne mærkes!
Vi købte 2 retur billetter til Devonport for 15$ hver og færgeruten tager kun 10 min. Færgen går hver halve time og er overstået i en ruf! Her er god udsigt over byen og alle de omkringliggende strande /havneområder.
Devonport er en gammel hyggelig bydel med et ikonisk hotel på havnen, fine cafeer, flot kyststrækning og ikke mindst 2 små vulkantoppe man kan bestige og få en fantastisk udsigt ind over Auckland. Vi var sultne da vi kom afsted og gik ind på en af de lokales favoritter – Correllis. Her fik vi en lækker morgenmad med en gigantisk kop kaffe til.
Herefter var vi meget tæt på Mt. Victoria og gik derop på seriøs fuld mave 😂 det tager Ca. 20 min til toppen, men med fuld stigning på var det alligevel halv hårdt. Udsigten her var så fin over byen og vulkanøen Rangitoto og der er gamle bunkere på toppen fra 1. Verdenskrig.
Vi gik igennem fine villa kvarterer med de hyggeligste haver fuld af palmer, magnolia træer og eksotiske blomster. Man kan godt mærke at der lige er en tand mere varme her siden de kan gro alt det de kan selvom det er vinter.
North Head er også en gammel vulkan top vi besteg med god udsigt som Mt Victoria – skulle jeg vælge imellem dem igen ville jeg foretrække North head da der er større her, der er kanoner udstillet og generelt mere at se på. Og udsigten over byen er lige en tand bedre 🙂
På vej ned mod byen gik vi forbi et Marine museum hvor der var gratis entré. Det endte med at være super spændende og vi læste om skibe fra New Zealand der hjalp Englænderne under 1. Verdenskrig og der var billeder og beskrivelser fra the battle of Jutland. Det var lidt sjovt 😉
Vi tog færgen tilbage sidst på dagen og tog hjem og handlede ind til lækker Tapas som vi lavede hjemme hos vores venner.
Skytower
På vores sidste dag gik vi ind i byen og havde hjemmefra booket billetter til skytower. Det er New Zealands højeste tårn på 328 m og man kan komme helt op på 60. Etage med fantastisk udsigt. Vi havde heldigvis solrigt vejr og blå himmel og kunne nyde udsigten ud over byen, havnen, vulkanerne og kunne se alle færgerne i aktion osv. Helt klart en anbefaling værd!
Wyndyard quarter
Vi gik ned til et gammelt havnekvarter som er blevet åbnet op til offentligheden igen efter at have været et industriområde i mange år. Her bliver der bygget mange lækre nye lejligheder, her er skønne restauranter, barer, havne og svømme områder, og ikke mindst Auckland Fish Market. Det minder en del om Torvehallerne og vi synes det var lækkert til frokost hvor vi gerne bare ville have noget nemt. Vi tog alt godt fra menuen 😂
Hen på eftermiddagen tog vi hjemad igen og fik købt lidt ting ind til båden vi har lovet at tage med, legede lidt med børnene og til aften fik vi lækker Sunday Roast hos vores venner. Perfekt afslutning på en skøn weekend i Auckland og netop nu er vi på vej til Tahiti ⛵⛵
Kh MajFølg mig på Instagram og Facebook
Ingen kommentarer endnu