Maldiverne – Paradise found :)

Allerede ved indflyvningen til Male lufthavn vidste vi, at der ventede os noget specielt. Små koraløer spredt ud over det indiske ocean, som ser helt fantastisk flotte ud fra vinduet på et fly højt oppefra.
Turen fra DK til Maldiverne er overstået relativt hurtigt. Vi fløj først 6 timer til Doha, var lige hurtigt inde og vende i loungen og få lidt champagne og snacks inden vi tog det sidste fly mod Maldiverne som tog 4,5 time. Når jeg nævner Maldiverne tænker folk som det første, at det er virkeligt dyrt og ja du kan sagtens finde steder at bo til +100.000kr per nat, men du kan også sagtens finde guesthouses til 500kr per nat. Det vender jeg tilbage til:) Flybilletten herud kostede ca. 5000kr med Qatar Airways, vores absolut favorit flyselskab.
Lufthavnen her er super lille og virkelig uinteressant, omgivelserne derimod er fuldstændigt fantastiske. Lufthavnen ligger på sin egen lille ø, og skal du til Male skal du i en lille båd for at komme over til hovedstaden. Hvis du skal til et resort bliver du hentet i vandfly eller speedbåd alt efter afstanden eller hentet af din repræsentant, hvis man som os skulle ud på et Dhoni Cruise.
Speedbåden var klar og ventede på os og baggagen. Vandet i havnen her er så blåt og klart at du har lyst til at springe direkte ud for at bade! Vi blev fragtet over til den større båd, hvor vi sammen med 6 andre skulle tilbringe den næste uge med at cruise rundt iblandt de flotteste lokale øer, sandbanker, krystalklart vand, ubeboede øer og ikke mindst marineliv i verdensklasse. Vi blev budt velkommen med en frisk læskende kokosnød og lækre snacks, så var stilen ligesom lagt for, hvor godt der blev taget af os resten af ugen.
Dhoni båden er en lokal traditionel båd fra Maldiverne, så vi snakker lille og intim og ikke noget stort cruiseship. Her er fire værelser og plads til 8 pax – til at få det hele til at køre er der 5 ansatte, kaptajnen, guiden, kokken, tjeneren og værelses drengen som de kalder ham;) Hvis man trænger til at slappe HELT af er dette stedet. Der forventes intet af dig og du bliver virkeligt opvartet fra morgen til aften på den fedeste måde. En typisk dag på båden er:
7.30 Morgenmad. Pandekager, French toast, omelet, frisk frugt, toast, juice, kaffe.
9.30 1. Snorkeling spot. ca. 1 time
10.30 Snacks. F.eks. Frisk kokos og juice
12.30 Frokost. F.eks. Pasta med tomatsauce, grillet fisk, grøntsager og en salat
14.30 2. Snorkeling spot ca. 1 time
16.00 Snack time igen, f.eks. Hjemmelavede Chips, frugt og cookies.
19.30 Aftensmad. F.eks. Ris, stegte ris, fisk i kokosmælk, grøntsager, kylling og salat.
Man går ikke sulten i seng her kan jeg sige 🙂 Der er masser af forskellige områder på båden, hvor man enten kan ligge ovenpå eller ude foran for at slikke sol, sidde i skyggen og læse midt på båden på dækket som har tag over, eller du kan sidde omme bag på båden som også er overdækket og hvor vi spiser alle måltiderne. Turen her er absolut kun for folk som elsker at snorkle og slikke sol eller bare en af delene. Der er ikke rigtigt noget at lave hvis man ikke mindst er til en af de to ting.
Vi elsker at snorkle og det har du rig mulighed for her. Havet omkring en er her spækket med dyreliv. Her snorkler du med dyr som du normalt kun ser ved at dykke andre steder i verdenen.
Vi har set alt fra forskellige slags hajer der jager på bunden af havet, massevis af skildpadder, forskellige svømmende rokker eller pilerokker som gemmer sig i sandet og tror de er helt usynlige, 2 meter lange muræner som glider igennem vandet på jagt efter fisk alt imens omgivelserne ligner et akvarie. Hvis man af en eller anden grund ikke kan dykke men gerne vil se undervandslivet er dette perfekt. Man har mulighed for at snorkle nærmest hele dagen hvis man vil det, og man flyder bare rundt i et levende akvarie. Her er de flotteste koraller med virkeligt farvestrålende fisk og det ser sådan ud overalt imens man samtidigt har i baghovedet om der nu svømmer noget stort forbi? Det gør der heldigvis af og til:)
Delfinerne hilste os allerede velkommen efter 5 min. sejlads fra Lufthavnen. Delfiner er bare noget helt specielt og den måde hvorpå de er så legesyge, at de har lyst til at følge båden imens man sejler er helt fantastisk. Vi så dem flere gange undervejs på turen, hvor der ligepludseligt dukker en delfinflok op på op til hundrede delfiner på én gang, der springer rundt og leger foran båden i fuld fart og ser ud til, at de synes det er noget af det sjoveste de kender!
Maldiverne består af 26 atoller og atollerne består af i alt ca. 1200 øer. Langt fra alle øer er beboede, her er kun ca. 200.000 indbyggere hvoraf de 100.000 bor i Male, så her er mange ubeboede øer. Her er ubeskriveligt flot og det indre billede folk har af Maldiverne med kridhvidt sand, krystalklart lyseblåt vand og palmer – det er helt korrekt. Vi sejlede konstant forbi små øer, hvor der enten bor et lille lokal samfund, som lever af f.eks. at fiske håndfangede tun (det er forbudt at fiske med net her, god stil!) eller som står ubeboede hen, hvor vi kunne svømme på for at gå en runde på øen. Mange af de her øer er så små at du kan gå rundt om dem på 10 min, og det er en stor oplevelse i sig selv 🙂
Fordelen ved denne tur er, at du får set begge sider af Maldiverne. De uberørte paradis øer som du har helt for dig selv hvor du kan solbade, snorkle og opføre dig som du ville have gjort ethvert andet sted sydpå. Så er der også de lokale øer, hvor det hele er meget anderledes. Maldivernes religion er Islam og det fremføres til fingerspidserne. På øerne er det helt forbudt at drikke eller servere alkohol, og det kan slet ikke købes. Der er en lille moske på hver ø og der bliver kaldt ind til bøn fem gange om dagen. Hvis man blot tager til en resort ø får man ikke set denne side, hvilket jeg synes er synd da det altid er en stor oplevelse at se, hvordan indfødte mennesker egentligt lever i sit eget land.
For to år siden var det sådan, at der ikke måtte bo turister på de lokale øer – det er lavet om nu og der skyder små guesthouses op rundt omkring på de forskellige øer. Det er en billig form for overnatning, men man skal så også som gæst være klar over, at man skal gå rundt med dækkede knæer og skuldre hele tiden, man kan ikke købe alkohol og man må kun bade på den dertil lavede “bikini beach”. Hvis man drømmer om en autentisk og lokal oplevelse på Maldiverne er dette perfekt, men hvis du drømmer om at lufte dine små sommerkjoler, sidde med en eksotisk cocktail i hånden og gå rundt uden lokale blikke i nakken er det nok et resort du skal vælge 🙂
Dagene på båden er fløjet afsted og det har været den mest afslappende oplevelse i meget lang tid. Her er vi blevet vugget i søvn hver nat, stået op til friske pandekager næste morgen, hoppet i vandet fra bådens tag og badet så tit vi havde lyst, fået vores snorkling appetit stillet, vandret rundt på helt ubeboede øer, set dansende delfiner fra båden, hygget os med de andre ombord og ikke mindst SLAPPET helt af. For mig at se er dette den perfekte kombination af Maldiverne – først en uge her hvor man ser alt det forskellige Maldiverne har at byde på og nu venter næste oplevelse: 1 uge i en water villa på Centara Ras Fushi 🙂
Stay tuned for more…
Det lyder fuldstændig fantastisk Maj 🙂 glæder mig til at læse part 2. 🙂