Rotorua, aktive vulkaner og Waiheke Island

Efter vores alt for skønne homestay var det på tide at sige farvel og på gensyn og køre længere nordpå.
Vores første stop inden Rotorua var ved Orekai Koreko ca. 25 min nord for Taupo. Det var et skønt termisk område, hvor man først bliver sejlet fra p-pladsen over en idyllisk sommersø med gang i vandski og waterboarding til selve det termiske område. Entréen koster 37$ og du kan gå rundt derovre ligeså lang tid du har lyst. De har lavet nogle super fine stier, som tager ca. 1,5 time at gå rundt. Vi så Alt fra mudderpools til geysere i udbrud, små pools med kogende klart vand, andre steder steg røgen op fra undergrunden og sendte svovl “dufte” op af undergrunden:-)
På vej mod Rotorua af Thermal Highway kunne man allerede på lang afstand se geysere og anden termisk aktivitet stige op overalt hvor vi kørte. Her begyndte også at lugte lidt af svovl, men det er ikke slemt her. Får er der selvfølgelig stadigvæk, her er får overalt 🙂
Da vi kom til Rotorua kørte vi ind til Rainbows spring, som mest af alt er en børne forlystelsespark. De har et kiwi yngle program her og med Kiwi mener jeg nationalikonet fuglen, ikke den spiselige frugt! Kiwier er ekstremt sjældne at se i naturen da de er et natdyr og der heller ikke findes mange af dem tilbage. 95% af alle kiwier dør inden de når den kønsmodne alder og derfor har de stablet et program på benene for at sørge for, at racen tager til istedet for at uddø. De samler kiwi æg i naturen og tager dem med til parken og putter dem i en ruge kasse, herfra bor de i disse omgivelser indtil de er voksne og kan blive sluppet fri i naturen og klare sig selv. En kiwi minder mest af alt om en lille emu eller en udryddet dinosaur, der er derfor ikke meget fugl over den udover fjererne. De var så fine og det var fedt at se dem.
Vi fik ikke helt nok termisk aktivitet hos Orekei, så næste dag tog vi sydpå til Waimangu Volcanic Valley. Dette er et kæmpe område med masser at se og man kan få nogle rigtigt fine gåture. Der er en bus, som man kan hoppe på, hvis man ikke vil gå hele ruten der tager ca. Tre timer for en vej. Vi så masser af sprudlende små pools, små floder af varmt vand, en silicia sø, der var helt mælkeblå, masser af steder hvor røg bare steg op fra undergrunden, boblende mudderpools osv. Til slut var der en bådtur inkluderet hvor man sejlede rundt og så en masse kratere. Vi var mest vilde med gåturene og kunne godt have skippet sejlturen.
En af de ting jeg havde glædet mig mest til hjemmefra var turen ud til vulkanen White Island. Den eneste aktive hav vulkan i New Zealand og det skuffede ikke! Vi startede sejlturen i Whakatane på østkysten og sejlturen derud tager ca. 1,5 time. Delfin freaken fik sin delfin dosis idag i store mængder! Både på vej ud til vulkanen bød de os velkommen, men især på vej hjem kom der en kæmpe legesyg flok som sprang rundt om båden i laaaaaang tid. Ahhhh det var så fedt at se dem.
White Island er en aktiv vulkan og det sidste udbrud var i 2013.
I gamle dage var her endda en mine herude hvor de prøvede at få gang i en svovl produktion, dog uden alt for meget held. Vi blev sejlet fra den store båd i land i en lille gummibåd.
På vulkanen havde vi ca. 1,5 time hvor vi gik rundt i det vildeste område med sprudlende vand, mudder, helt gult svovl i kæmpe dynger, et kæmpe krater med røg der konstant stiger op, varme kilder og ekstrem luft der kildede så meget i halsen at den krævede en maske for at trække vejret ordentligt.
Det var simpelthen så fascinerende at gå rundt her og så uvirkeligt på en eller anden måde. Virkeligt en anbefalelsesværdig dagstur! Man kan endda flyve herud i helikopter, lande på vulkanen og gå rundt og flyve derfra igen. Jeg gad virkeligt godt at se vulkanen oppefra!
Vi skulle have været på White Island for to dage siden, men vi skubbede det to dage og blev en ekstra dag hos de søde venner i Hawkes Bay. Derfor blev det lidt ekstra presset efter White Island og vi satte kursen direkte mod Auckland og Waiheke Island og droppede Coromandel som vi oprindeligt havde planlagt. Der er altid så meget man ikke kan nå at se på ens ferier fordi der aldrig er tid nok, men så er der jo så meget andet at se næste gang vi tager herned:-)
Efter en nat på en campingplads tæt på Auckland kørte vi mod havnen i Auckland. Trafikken i Auckland er fuldstændig absurd. Vi havde hørt det inden men troede måske ikke helt på det, det gør vi nu. Heldigvis er vi altid typerne der er i god tid og vi nåede færgen til Waiheke Island lige til tiden og fik også en kaffe med fra en fed cafe på Queen street i Auckland. Waiheke er et lille paradis kun 40 min. Sejltur fra Auckland. Der bor 8500 fastboende øbeboere plus en hel masse turister.
Waiheke er sindssygt hyggelig og virkelig en lækker getaway på en smuk solskinsdag! Øen er ca. 19 km lang og der går busser rundt på hele øen så det er let at komme rundt. Øen har et særligt godt klima til at dyrke vin og tiltrods for øens størrelse findes der 20 wineries! Det er alligevel vildt nok. Her ligger nogle helt enorme mansions med de vildeste udsigter blandet med små hippie sommer træhuse fra 70’erne. Det fungerer helt perfekt! Her er mange restauranter og næsten alle vinstederne serverer også mad.
Efter færgen hoppede vi på en bus der skulle have haft kørt øen rundt. Det gik dog ikke helt sådan da buschaufføren først havde et breakdown med sin bus ca. Halvvejs, herefter blev der kørt en ny bus til os og fem minutter efter gik den også i stykker! Stakkels buschauffør! Vi havde en kaffe date med en samarbejdspartner hjemmefra og hun kom og hentede os istedet:-) Efter en kop kaffe viste hun os resten af øen og vi spiste frokost på et lækkert Winery der heder Stonyridge.
Jeg kunne nu godt overleve at bo og arbejde hjemmefra som hun gør i så lækker en lokation! Efter frokosten kørte hun os tilbage til færgen og vi smuttede til Auckland. Vi hentede camperen som holdt parkeret ved Hilton på havnen og kørte mod Takapuna campsite for vores sidste aften. Det var helt trist, men ferier de slutter jo dsv. altid 🙂
De sidste fire uger er fløjet afsted og jeg skal da blankt erkende at da vi fløj via Sydney på vej hjem uden at have et par dage der gjorde det en smule ondt i maven! Godt vi går foråret i Danmark i møde for det er nu også skønt!
Kh Maj
Ingen kommentarer endnu