Tips til rejser med campervan

Vi har efterhånden været afsted en del gange til Australien og New Zealand i en campervan – Vi elsker det! Mange af vores venner og kollegaer forstår det ikke helt for er det ikke sådan lidt halv kikset på campingpladser og går I rundt i ens campinghabit når I er afsted, spørger de? Nej, det gør vi ikke! Og nej vi synes overhovedet ikke at det er kikset at være afsted på de her ferier – campinglivet i Australien og New Zealand er lidt mere eksotisk end det er mange steder i DK og der er SÅ mange fordele ved at have en campervan med sig rundt.
Hvem gider ikke sidde her efter en lang køretur med vandet og stranden i baggrunden, kold rosé i glasset som vi selv lige har været inde på en vingård for at købe og lækker pasta med laks fra Lake Pukaki vi lige kørte forbi på sidste tur til NZ??:) For os er det virkeligt en fed mulighed og vi nyder den rejseform i fulde drag!
Vi har efterhånden prøvet en del forskellige campere og der er ingen tvivl om at den sidste camper vi havde på den tur vi lige er kommet hjem fra absolut har været vores favorit! Denne type vi havde her er kun beregnet til 2 personer, men til gengæld er der super meget plads til 2!
Inde i camperen så køkkenet således ud som herunder og med 3 blus kan du lave rigtig fin mad. Vi havde en mikroovn også, men brugte den nærmest ikke.
Vi er lidt skøre mht. vores egen dyne – jeg elsker bare min dyne og vi tager vores egen dyne og puder med hvergang. Hvis man putter dynen i en pose og suger luften ud med en støvsuger fylder vores dobbeltdyne næsten ingen ting og vi er SÅ glade for det hver gang:)! Skørt? Ja måske, men dejligt det er det! Sengen her i camperen var super bred, ligeså bred som bilen så der var masser af plads. Det tog ingen tid at lave vores spisestue om til soveværelse i denne camper!
Det er vigtigt at gøre sig nogle tanker om vind og vejr inden man tager hjemmefra, her på New Zealand havde denne camper indbygget varme og det var seriøst strengt nødvendigt! Sydøen kan blive rigtigt kold og vejret skifter som vinden blæser. Nogle dage stod vi op til 3 grader om morgenen og senere på dagen blev der 25 grader.
Vi kørte rundt i en 4WD i West Australien sidste år og det havde slet slet ikke gået på denne tur! Her havde vi kun et udendørs køkken, så for at lave mad var vi helt afhængige af at det ikke regnede (eller et køkken på en campingplads!) I denne bil er der ingen plads whatsoever og vi var så glade for at have godt vejr næsten hele turen! I 4WD´en havde vi et tag, der kunne poppes op hvor man kunne redde en dobbeltseng. Vi elskede denne bil sidste år, men efter at have haft luksus versionen med god plads, varme, eget toilet og bad, stort køleskab og masser af opbevaringsplads tror jeg ikke rigtigt vi kan gå tilbage:)!
Det kan dog virkeligt anbefales at leje en 4WD som på billedet, hvis du er den adventure søgende type og hvis du virkeligt vil ud at opleve den ægte outback! Denne bil havde mulighed for at man kunne tage en del luft ud af dækkene så man ikke kører fast på stranden og i sandet og man kan køre OVERALT. (det anbefales dog også at have 1 stk. flot teknisk mand med som på billedet, der kan fikse den slags – for det kan jeg ihvertfald ikke:D!!!) Hvis du ikke har læst med om denne tur kan jeg virkeligt anbefale at starte her.
Australien og New Zealand er meget ens omkring priser på campere, priser på campingpladser og indkøb. Der hvor der virkeligt er prisforskel er på Dieselen – seriøst i Marts 2016 tankede vi som det billigste 1 liter Diesel på Nordøen til 3.75kr per liter. På den måde kostede det kun det halve i brændstof på New Zealand ift. Australien sidste år. Der er rigtigt mange muligheder for enten at overnatte helt gratis på freecamps i AU+NZ, hvor man ikke rigtigt har nogen faciliteter, men hvis man vil bo på campingpladser med et godt køkken, bad, måske en pool og legeplads osv. snakker vi ca. 40-60 Dollars per nat alt efter beliggenhed og dato. Det kan anbefales at downloade appen “campermate” til New Zealand da der her er markeret hvor der er campingpladser, hvor der er attraktioner, supermarkeder osv. – alt sammen lagt ind af private mennesker så du får samtidigt en ærlig vurdering af stederne.
Jeg bliver overrasket gang på gang over hvor dyrt det er at købe ind Downunder. Jeg tænker altid at Danmark må være et dyrt sted, men det er det virkeligt ikke ift. AU+NZ! Mange steder er det billigere for dig at gå ind på MC D og købe en menu end det er at handle ind til et måltid. Det gider vi nu ikke, så vi handler altid til trods for prisen. Et godt tip er at når du køber ind for et givent beløb får du ofte en bon med, hvor der er op til 10cents rabat per liter benzin du efterfølgende køber og skal du tanke en hel tank kan det sagtens løbe op i en væsentlig besparelse.
Det er super fedt at køre rundt og have alle sine ting med og altid at have mad i køleskabet! Misforstå mig ikke, jeg ELSKER at spise ude, men på en lang ferie bliver jeg også træt af det og vil gerne have mulighed for at lave det mad jeg har lyst til! Ikke mindst muligheden for at stoppe op og spise præcist hvor du har lyst er også rigtigt fedt! Vi elsker at have god tid til morgenmaden og kaffen er meget vigtig, især for min mand – så da han så vores camper havde en stempelkande var der ikke et øje tørt! Jagten efter økologisk kaffe i supermarkederne var til gengæld svært, jeg tror seriøst New Zealand har det samme arsenal af økologiske varer som Danmark havde for 20 år siden, seriøst der var måske 1% af deres varer der var økologiske og det var virkeligt svært at finde noget i supermarkederne der er økologisk. Det går de slet slet ikke op i endnu – lidt weird?? Det lykkedes os dog og vi fik god kaffe hver morgen:)
Et frokost stop som her er heller ikke dårligt med Lake Wanaka og vinmarker i baggrunden:) Rigtigt mange steder kan man i de små byer stoppe op ved små boder udenfor lokale huse eller gårde og købe alt deres hjemmeavl, det er så mega hyggeligt at folk stoler på hinanden og det er noget sjovere end at købe ind i supermarkederne når man altså har muligheden. Vi var helt chokerede over at 1 avokado i et supermarked koster fra 3-3.5 dollar for EN! Seriøst??! Men da vi så kom til Havelock North kunne vi købe en hel pose fra folks egne haver til 5 dollars, så det kan godt lige betale sig at holde lidt udkig:)!
For at spare penge på camperlejen kan det selvfølgelig altid betale sig ikke at rejse i højsæsonen. Det er ikke altid at man gider at tage afsted i lavsæsonen da der jo er en grund til at det er lavsæson, i tilfælde af en tur i højsæsonen kan det virkeligt betale sig at være ude i god tid! Vi var afsted over påsken som stadigvæk er højsæson, men fordi vi bookede camperen i Juli måned fik vi en super god pris! Hvis man er sent ude og ikke har fået booket en camper og f.eks. ikke skal bruge den i lang tid kan det være en rigtig god ide at søge på de forskellige udlejnings hjemmesider – der er altid brug for at få flyttet campere fra den ene ende af landet til den anden og her kan du være heldig at få lejen helt gratis eller til f.eks. 1 dollar om dagen og hvor du så kun selv betaler for brændstof. Her har du et link til en hjemmeside der lister alle udlejnings selskaberne:)
Lige nu spiller vi Lotto som aldrig før og drømmer om at købe en 4WD, lave den om til en camper og køre hele Australien rundt – nu må vi se hvornår det sker, men der sker jo ikke noget ved at drømme:)!
Kh MajFølg mig på Instagram og Facebook
Hej
Først og fremmest tak for en skøn blog! Jeg har virkelig suget til mig og fået en masse inspiration.
Min kæreste og jeg skal til New Zealand til november. Vi havde planer om at leje en autocamper, men jeg har svært ved at gennemskue hvad der er vigtigt – Kan du hjælpe med lidt tips?
Jeg er meget i tvivl om vi skal leje en med eller uden toilet – Uden toilet fravælger vi freedom-campingpladser. Derudover er jeg i tvivl i forhold til at få camperen med over til sydøen, da jeg har læst det er dyrt. Har i erfaring med at dele lejen op i to så man lejer én på nordøen og tager færgen over på gåben hvor man så lejer en ny?
Håber du kan hjælpe!
Mvh. Marie